Nogle gange må man bare indse at ens projekt aldrig bliver færdigt.
Det kommer der et godt eksempel på her.
Tit og ofte mister projekter værdi hvis man ikke har dem tæt nok inde på livet.
Der er sket så mange ting i det sidste stykke tid, og i mellemtiden har jeg mistet kontakten totalt til dette projekt. Både fordi jeg kan stå inden for det rent følelsesmæssigt, men også fordi andre og mere kommercielle opgaver har været på tegnebordet.
Jeg har stået med et valg om projektet bare skulle gå i glemmebogen, men er nået frem til at jeg udgiver det som det er nu.
Projektet her er en musikvideo som jeg startede på i efteråret 2011. Musikken og musikvideoens proces har gået hånd i hånd under udviklingen, hvilket har givet en masse problemer, men egentlig også en masse muligheder.
Musikken:
Det har i hvert fald resulteret i et meget kaotisk og fyldigt lydbillede, som egentlig rummer meget godt de følelser som har været bag projektet.
Når jeg laver musik bruger jeg ofte nye elementer for at udforske og eksperimenterer.
Der er f.eks. i dette projekt brugt nogle gamle optagelser af noget politi radio, som jeg optog tilbage i 2009.
Der er også optaget stemmer igennem en forvrænget guitar forstærker.
En god blanding af tromme samples, midi trommer, rigtige trommer og synth trommer giver nogle virkelig uforudsigelige lyde.
Lydbilledet er så komplekst og dystert, lagt ud på hele 27 spor, hvor alt fra ”wobble bass” til ”digital scratches” skaber det samlede værk.
Ingen tvivl om at der er brugt mange elementer i dette her projekt, du vil måske mene for mange?
Videoen:
Det har hele tiden været meningen at projektet skulle have en video, og det skulle være en god måde for mig at blive teknisk dygtigere i programmet After Effects. Jeg vil sige at videoarbejdet har resulteret i millioner af problemer, hvilket også kan ses i det færdige projekt, men alt i alt er det mest små fejl.
Videoen er sat sammen af en masse 2D objekter, bevæget i et 3D miljø, som giver den her flade 3D fornemmelse. Der er scener hvor det virker ekstremt godt, og også scener hvor det virker knap så godt.
Den dystre og mørke stemning fylder det meste af videoen, men der er også få scener som er ret smukke og opløftende.
Det er klart at hoved personen er en form for selvportræt i en melankolsk mareridtsverden.
Jeg har ikke lyst til at kommentere mere på det kunstneriske udtryk, for det er egentlig meningen folk selv skal tolke hvad de synes.
Videoen kan ses her:
Musikken kan lyttes separat her:
